Kirurgi

Vi udfører operationer både på klinikken i Rynkeby og klinikken i Nyborg. Vi har begge steder moderne og velindrettede operationstuer. Det skal være så sikkert som overhovedet muligt at blive opereret hos os. Det er nedenstående medvirkende til.

  • Inden en narkose undersøges dyret for at vurdere hjerte- og lungefunktion
  • det anbefales at få taget en blodprøve for at vurdere andre organers funktion (læs mere om blodprøverne her)
  • bedøvelsen foregår oftest med de samme narkose-midler, som bruges til mennesker.
  • patienten får tilført ilt under operationen.
  • der er overvågningsudstyr som kan kontrollere, at ilt og kulilteindholdet i blodet er korrekt, at puls og hjertefrekvens er som det skal være, samt om blodtrykket er i orden under bedøvelsen.
  • der er altid en sygeplejerske med under operationen, således at der konstant er opsyn med at alt fungerer, som det skal - også når dyrlægen har sin opmærksomhed rettet mod operationsområdet

Du kan se billeder af, hvordan det foregår, her. Ikke alle synes, billederne er rare at kigge på, men dyrene mærker ingen smerter eller ubehag.

Det er ikke ualmindeligt at man som dyreejer er lidt nervøs ved at lade sit dyr operere. Det forstår vi godt. Derfor er det vores mål at give en grundig information om, hvad der skal ske under operationen. Er man i tvivl om noget, må man altid spørge!

Ingen angst eller smerte


Når et dyr indlægges til operation, er det vigtigt, at det møder fastende. Ved indlæggelsen får dyret typisk en beroligende og smertestillende indsprøjtning, så det videre forløb hverken er forbundet med angst eller smerte. I forbindelse med bedøvelsen barberes som regel et mindre område på det ene forben, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind i en blodåre. Derefter lægges en slange i luftrøret, gennem hvilken dyret får ilt og bedøvelsesmiddel. Efter at dyret er vågnet fra bedøvelsen, kan det stadig være påvirket. Det kan medføre slingerhed og smårystelser, ligesom dyret kan være meget træt. Men efter et døgn er narkosen som regel ude af kroppen.

 

Såret skal have ro


Det er særdeles vigtigt, at operationssåret får ro hele tiden. Det sikres ved en forbinding eller ved hjælp af en krave, der forhindrer dyret i at slikke i såret. Er der uhindret adgang, kan såret slikkes helt op og nødvendiggøre en ny operation.

Efter de fleste operationer gives der laserbehandling. Det fremmer sårhelingen og lindrer. Læs om laserbehandling

Efterbehandling
Ofte vil en operation kræve medicinsk efterbehandling - for eksempel smertestillende medicin og medicin, der forhindrer infektion i såret. Det informerer sygeplejerskerne om i forbindelse med hjemsendelsen, ligesom der gives skriftlig besked om medicindoseringen. Oftest skal dyret først starte på medicin dagen efter hjemsendelsen. I de fleste tilfælde skal stingene i et operationssår sidde i ti dage efter operationen. Det er inkluderet i prisen at få fjernet stingene - og besøget er samtidig en god lejlighed for at få kontrolleret, at alt er som det skal være.

Abonner på forebyggende pleje og sundhed Forebyggende sundhed til dit kæledyr

Sammen tager vi ansvar for dit kæledyrs sundhed. Vi tilbyder en plan, så dit kæledyr bl.a. sikres regelmæssige sundhedsundersøgelser, vaccinationer og tandtjek.

Med en AniPlan® får du mulighed for at sprede udgifterne på dit kæledyrs sundhed i faste månedlige betalinger, samtidig med at du sparer penge.

Læs mere og kontakt os vedr. en AniPlan® til din hund eller kat