Forgiftning!
Tiger er en killing på ca 12 uger som tirsdag aften er blevet behandlet mod lopper. Da ejerene vågner onsdag morgen kan katten ikke bevæge bagkroppen, og er i kramper.
Tigers ejere bliver naturligvis forskrækkede og bekymrede, og
skynder sig ind på klinikken med den sløje kat. Da de kommer ind på
klinikken bliver Tiger med det samme sat i behandling.
Det viser sig at Tigers ejer er blevet anbefalet at behandle
Tiger med et loppemiddel godkendt til hunde, men ikke godkendt til
katte. Han har fået at vide at han med fordel kan købe en stor
pakke, og fordele det på sine katte. Dette har resulteret i at
Tiger sandsynligvis har fået en overdosis.
Der findes ikke nogen modgift mod en sådan overdosis, så det
eneste man kan gøre er at behandle de symptomer Tiger har, og håbe
på det bedste.
Efter symptombehandlingen er indledt, vaskes Tiger grundigt med
en god hunde-og katteshampoo. Da han er meget sløj og samtidig
delvis lam og i kramper ligger han helt stille mens 2
sygeplejersker skrubber og skyller. Efter ca 20 minutters badning
bliver han pakket ind i håndklæder, tæpper og varmepuder.
Der bliver hele dagen holdt et vågent øje med Tiger, og hele
personalet på klinikken krydser fingre for at hun får det bedre. I
løbet af formiddagen stilner kramperne af, Tiger har dog stadig
svært ved at rejse sig. Efterhånden som dagen skrider frem får
Tiger det bedre og bedre,og efter nogle timer kan hun stå på
bagbenene. Sidst på eftermiddagen kan hun gå, omend der er en del
vaklen og slingren.
Næste morgen er Tiger helt normal, og kan igen komme hjem til
sin familie.
Producenten af det loppemiddel Tiger blev behandlet med er
orienteret.
MS okt. 10