Robert
Robert er en dejlig abbyssinier på knap 2 år, han er på det seneste blevet mindre aktiv, og spiser ikke så meget som han plejer.
Når han spiser går det meget hurtigt, med det resultat at han
kort efter kaster maden op. Roberts ejer er selvfølgelig meget
bekymret, og tager derfor Robert med til et besøg på klinikken.
Dyrlægen finder hurtigt årsagen til Roberts dalende humør - han har
smadderondt i munden. Robert bliver bedøvet, så han kan blive
undersøgt grundigere, uden at blive stresset. Det viser sig at
Robert lider at tandsygdommen FORL (Feline Odonclastic Resorptive
Lesions, også kaldet neck lesions.
FORL er en meget smertefuld lidelse i munden, som gør at kattens
egne celler begynder at nedbryde tænderne. De celler som normalt
"rydder op" og fjerne døde celler fra tandrøddernes overflade,
begynder at nedbryde den raske tandrod. Årsagen til denne
nedbrydning er stadig ukendt, men sygdommen ses normalt hos ældre
katte og visse racekatte.
Den eneste behandling for FORL er at trække de syge tænder ud.
Robert bliver indlagt til næste dag, hvor han bliver lagt i fuld
narkose. Da han sover trygt bliver der taget røntgenbilleder af
mundhulen, da der kan være flere syge tænder som ikke kan ses med
det blotte øje. Han får herefter trukket 9 syge tænder ud. De
resterende tænder bliver renset og poleret, og Robert er efter et
par timers opvågning klar til at komme hjem igen. De næste par dage
skal han have vådfoder af høj kvalitet samt smertestillende
medicin. Allerede efter et par dage er Roberts humør steget og han
begynder så småt at spise tørkost igen. Han har fået en dårlig vane
med at spise maden meget hurtigt - og derfor kaste op, det problem
løses ved udelukkende at servere hans foder i aktivitetsbolde.
Nu, 6 år efter fungerer Robert i bedste velgående, han bliver
jævnligt tjekket i munden, og har ikke haft tilbagefald. Selvom han
mangler 9 tænder spiser han gladelig tørkost, og er også blevet en
rigtig dygtig musefanger.
Symptomer på FORL (eller andre tandsygdomme) : Katten er mere
stille, leger mindre, foretrækker dåsemad, sluger maden eller at
katten savler.
Veterinærsygeplejerske Mette Søgaard ( og Roberts "mor")