Vaccinationsanbefalinger
Der er til stadighed debat om, hvor hyppigt det er nødvendigt at vaccinere hunde og katte. Og der er ingen facitliste, selvom det ville være rart.
Ved en vaccination danner organismen antistoffer mod den pågældende sygdom. Så længe disse antistoffer er i blodet, er dyret beskyttet mod sygdommen.
Der er stor forskel på, hvor god det enkelte individ er til at danne antistoffer.
Anbefalingerne tager naturligvis sigte på, at så vidt muligt 100% af de vaccinerede dyr er beskyttet i den lovede tid. Jo mere man overskrider datoen for revaccination, jo mindre sandsynlighed er der for, at hunden stadig er beskyttet.
Anbefalingerne er forskellige, afhængig af, hvilke sygdomme, der ønskes beskyttelse imod.
Det kan være svært at overskue alt dette, og anbefalingerne ændrer sig også nu og da. Derfor skriver vi på vores reminderkort, at man hvert år ved det årlige sundhedstjek bør drøfte med dyrlægen, hvad der er brug for at vaccination fra gang til gang.
Generelle retningslinjer:
Hundesyge.
Der vaccineres 2-3 gange med 3-4 ugers interval. Den sidste af
disse hvalpevaccinationer skal foretages efter 12 ugers alderen.
Dernæst revaccination efter 1 år. Og herefter hvert tredje
år.
Parvovirus.
Der vaccineres 2-3 gange med 3-4 ugers interval. Den sidste af
disse hvalpevaccinationer skal foretages efter 12 ugers alderen.
Dernæst revaccination efter 1 år. Og herefter hvert tredje
år.
Smitsom leverbetændelse.
Der vaccineres 2-3 gange med 3-4 ugers interval. Den sidste af
disse hvalpevaccinationer skal foretages efter 12 ugers alderen.
Dernæst revaccination efter 1 år. Og herefter hvert tredje
år.
Kennelhoste. (infektiøs tracheobronchitis).
Parainfluenza: Virusdelen af kennelhostekomplekset. Der
vaccineres 2-3 gange med 3-4 ugers interval. Den sidste af disse
hvalpevaccinationer skal foretages efter 12 ugers alderen. Dernæst
revaccination efter 1 år. Kun delvis beskyttelse mod
kennelhoste.
Bordatella bronchioseptica: bakteriedelen af
kennelhostekomplekset. Findes som næsebors-vaccine i kombination
med parainfluenza. Virker efter én dosis, og skal gentages årligt.
Vaccineres hunden mod både parainfluenza og Bordatella er der god
beskyttelse.
Leptospirose.
Der vaccineres 2 gange med 3-4 ugers interval. Den sidste af disse
hvalpevaccinationer bør gives efter at hunden er 12 uger gammel.
Dernæst årlig revaccination. Netop nu er der dødsfald blandt
mennesker med Leptospirose. Læs mere her
Herpes-virus.
Hovedsagelig et problem i forbindelse med drægtighed og nyfødte
hvalpe. Kan være årsag til, at tæven aborterer eller føder få/små
hvalpe, samt at hvalpene er svage og hurtigt dør efter fødslen. Det
anbefales at vaccinere drægtige tæver 1. gang indenfor 10 dage
efter parring, og 2. gang 1-2 uger før fødsel.
Rabies (hundegalskab).
Tidligst når hvalpen er 12 uger gammel. Dernæst efter 1 år.
Dernæst - til de fleste lande - hvert 3. år. Men spørg, for der er
forskellige regler fra land til land.